Hvem er jeg

Hvem henvender Din Hverdags Støtte sig til?

Firmaet Din Hverdags Støtte henvender sig til personer – i enhver alder – der midlertidigt eller vedvarende har brug for ekstra hjælp og støtte til at klare hverdagen i eget hjem.

Du kan være en person, der mærker nedsat kraft og overskud p. g. a. alder, fysisk eller psykisk sygdom eller er under optræning efter sygdomsforløb. Eller en person, der blot vil finde det rart og kærkomment med hjælp til den almindelige husførelse i eget hjem. Eller måske overvejer at forære lidt hjælp til en, du holder af.

Bemærk, at Din Hverdags Støtte ikke er det samme som hjemmepleje. Der skal derfor ikke visiteres af det offentlige til hjælp herfra. Art og omfang af ydet arbejde aftales løbende mellem dig og mig fra besøg til besøg. Du pålægges derfor ingen som helst form for binding eller anden forpligtelse overhovedet.

Kort sagt: Du alene bestemmer, hvilke af mine ydelser, du – og kun du – ønsker.

Og her kan jeg hjælpe dig, der bor i Næstved og omegn inden for en radius af ca 35 km.

Hvem er jeg?

Jeg er en moden dame (årgang 1966) med mange års erfaring som social- og sundhedshjælper – både som udekørende og fast arbejdende på plejecentre samt et rehabiliteringscenter med fysio- og ergoterapi.

Bortset fra en kontoruddannelse inden for shipping og eksport har jeg stort set hele mit arbejdsliv arbejdet med mennesker i alle aldre og både med og uden fysiske, psykiske og sociale handikap i både indland og udland – i USA med socialt, fysisk og psykisk handikappede, i Storbritannien med sysnshandikap.

Derudover har jeg haft tæt berøring med sygepleje, tandpleje, fodpleje og pædagogik.